Brændselssituationen i Hobro var i vinteren 1947 så alvorlig, at privatpersoner måtte gå tidligt i seng for overhovedet at kunne holde varmen. En temperatur på 15 grader i hjemmet var almindeligt, og 8-9 grader var ingen sjældenhed. Hobro havde, trods indleverede brændselsmærker, ikke kunnet skaffe brændsel nok. Der blev oprettet varmestuer på skolerne, så folk kunne opholde sig der nogle timer i stedet for at gå i seng.

På Hobro Amtssygehus var situationen ved at nærme sig det katastrofale, og de var nær ved at måtte sende patienterne hjem. Der var kun brændsel nok til et par dage. Heldigvis havde Blaakilde Mølle om sommeren sikret sig et rigeligt stort lager af gode, tørre tørv og overlod næsten hele sit lager til Amtssygehuset, som derved klarede skærene.

Den 9. november 1945 var der en stormflodskatastrofe uden sidestykke, som dengang blev kaldt århundredets oversvømmelse. Vandet blev presset op i åen, så vandet løb den forkerte vej mod Vesterfjord, og havnen lignede en krigsskueplads. Vandstanden var 1½ meter over niveau.
Mange familier måtte evakueres vha. både, da deres ejendomme stod under vand.

Blaakilde Mølle måtte indstille produktionen, da vandet stod 25 cm højt i maskinrummet. Vandet trængte ligeledes ind i fyrrummet. Oversvømmelsen medførte, at Blaakilde led enorme tab. Blaakilde Mølle beskæftigede 80 mand, og alene arbejdstabet betød meget i kroner og ører. Dertil kom, at store mængder foderstoffer blev ødelagt, og over 100 tons tørv blev skyllet væk.

Da selv livsvigtige virksomheder, som Aktieselskabet Blaakilde Mølles Fabrikker, Skæve, og Vendsyssel Destruktionsanstalt, i januar 1945 kun fik meget små rationeringer af dæk, kunne de ikke afhente de syge og selvdøde dyr så hurtigt som normalt. Man kan forestille sig, hvor hurtigt stanken og smitten spredte sig på gårdene, når syge og selvdøde dyr fik lov at ligge. Det gode var, at det var vinter, så flueplagen forblev vel begrænset.

Helt tilbage i 1899 var der en hed debat om, om Blaakilde skulle have limproduktion eller ej. På den ene side var der problemet med stanken, miljøet for hobrogenserne og ønsket om at fremme turisterhvervet i Hobro. På den anden side var arbejdspladserne og skattekronerne. Limproduktion ville give flere arbejdspladser, flere skattekroner og øget stank. Der kom til at gå 20 år, inden limproduktion i Hobro blev en realitet.